International voldgift – voldgiftdommeres oplysningspligt – Halliburton ctr. Chubb, [2020] UKSC 48

Kan en person, som er voldgiftsdommer i en voldgiftssag (sag 1) agere i en ny voldgiftssag (sag 2) som partsudnævnt voldgiftsdommer af den ene part i sag 1 uden at underrette den anden part i sag 1 herom i tilfælde, hvor sag 2 udspringer af samme begivenhed som sag 1 (hér en forsikrings-begivenhed)?

Dette, og andre, spørgsmål, forelå til bedømmelse af den engelske Supreme Court i en sag, som fandt sin afgørelse ved rettens dom den 27. november, der forventes at være retningsgivende for engelske voldgiftssager fremover.

Ved aftale om voldgift indlader aftalens parter sig på at lade tvister, som udspringer af den relevante kontrakt, for eksempel et forretningsmellemværende, afgøre udenfor offentlighedens søgelys i henhold til de spilleregler, som gælder for voldgiften. Fælles for de forskellige former for voldgift, hvad enten det drejer sig om institutionel eller ad hoc voldgift, er princippet om voldgiftsdommerens uafhængighed og upartiskhed.

I denne sag, Halliburton Company v. Chubb Bermuda Insurance Ltd. [2020] UKSC 48, fik den engelske højesteret lejlighed til at tage stilling til omfanget af den oplysningspligt, som påhviler voldgiftsdommere både før og under en voldgiftssag, efter en anmodning til domstolene fra den ene af voldgiftssagens parter, Halliburton, om udskiftning af voldgiftsrettens formand med henvisning til "berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed." Sagen havde stor bevågenhed fra en række voldgiftsinstitutter, som biintervenerede (men vel snarere optrådte som "amici curiae").

Selve voldgiftssagen udsprang af Macondo ulykken i den amerikanske golf, hvor olieboreplatformen "Deep Water Horizon" eksploderede og sank den 20. april 2010 med tragisk tab af menneskeliv, betydelig materiel skade og olieforurening til følge.

Halliburton var leverandør af diverse serviceydelser til BP Exploration & Production Inc. ("BP"), som forestod brøndboringsaktiviterne på Macondo olieprospektet ved hjælp af olieboreplatformen "Deep Water Horizon", som BP havde hyret af Transocean Holdings LLC.

Ulykken resulterede som bekendt i et væld af retssager, herunder sager mod diverse forsikringsselskaber mhp. dækning af de ved ulykken opståede tab. En af disse sager var en voldgiftssag, som Halliburton indledte mod sin forsikringsgiver Chubb. Chubb havde afvist dækning med henvisning til, at det forlig, som Halliburton havde indgået om betaling af sin andel af kravene om erstatning, ikke var et rimeligt forlig.

Halliburtons forsikringspolice var på en s.k. Bermuda Form, som indeholdt en New York lovvalgsklausul og en bestemmelse om ad hoc voldgift (dvs. voldgift, som ikke foregår indenfor rammerne af et voldgiftsinstitut, f.eks. ICC) med sæde i London. Hermed var voldgiftssagen undergivet den engelske Arbitration Act. I henhold til bestemmelsen skulle voldgiften bestå af 3 voldgiftsdommere, hvoraf parterne valgte hver én, som herefter i fællesskab udpegede den tredje voldgiftsdommer (formanden). I mangel af enighed skulle denne udpeges af High Court i London.

Da de 2 partsvalgte voldgiftsdommere ikke kunne blive enige, udpegede engelske High Court formanden, Kenneth Rokison QC (en rutineret voldgiftsdommer, som i øvrigt var på den liste af formænd, som Chubb havde foreslået). Forinden tiltrædelsen gav Kenneth Rokison oplysning om, at han ved tidligere lejligheder havde optrådt som voldgiftsdommer valgt af Chubb - hvilket dog ikke i sig selv er unormalt eller bemærkelsesværdigt.

Ca. 6 måneder efter sin udnævnelse accepterede Kenneth Rokison at optræde som voldgiftsdommer valgt af Chubb i en ny voldgiftssag, som også udsprang af Macondo ulykken og som var indledt af ejeren af olieboreplatformen, Transocean, der ligeledes var forsikret hos Chubb.

Kenneth Rokison oplyste Transocean i denne nye sag om hans deltagelse i den første sag, men han undlod at oplyse Halliburton i den første sag om hans deltagelse den nye sag. Dette blev først senere opdaget af Halliburton ved en tilfældighed.

Halliburton anmodede herefter de engelske domstole om at få Kenneth Rokison fjernet som voldgiftsdommer (formand) med henvisning til "perceived bias".

Højesteret fastslog følgende:

• Kravene til en voldgiftsdommers habilitet er de samme uanset om denne er partsudpeget voldgiftsdommer eller formand (udpeget af de partsudpegede voldgiftsdommere eller af en domstol);
• Hvis en person, som er voldgiftsdommer i en voldgiftssag udpeges af en part i denne sag til være voldgiftsdommer i en senere voldgiftssag, som udspringer af den samme begivenhed som den første voldgiftssag, kan dette skabe "the appearance of bias" (partiskhed)
• Med vurderingen af "appearance of bias" understregede højesteret, at der anvendes en objektiv test ("the court was not prepared to make windows into men's souls"), dvs. en vurdering på baggrund af kendsgerningerne, således som de tog sig ud på det relevante tidspunkt
• Medmindre andet følger af sædvane eller praksis indenfor det relevante retsområde, påhviler det i udgangspunktet en voldgiftsmand ved en sådan senere udnævnelse at underrette den relevante part i den første voldgiftssag herom;

Retten fandt, at Kenneth Rokison havde haft en pligt på tidspunktet for sin accept af udnævnelse til voldgiftsdommer i sag 2 til at underrette Halliburton herom sag 1. Undladelsen heraf skabte et indtryk af partiskhed og skabte "inequality of arms and material assymetry information", idet Chubb jo herved teoretisk havde adgang til yderligere information i sag 2, herunder kendskab til voldgiftsdommerens holdninger til specifikke spørgsmål, som kunne anvendes i sag 1.

Men rettens konklusion førte ikke til fjernelse af Kenneth Rokison, idet selve vurderingen af om der er en reel risiko for, at en voldgiftsdommer kan være "biased" i henhold til den engelske Arbitration Act må foretages på tidspunktet for rettens høring af sagen, jf., lovbestemmelsens anvendelse af ordene "that circumstances exist that give rise to justifiable doubts as to his impartiality....". Halliburton havde i forlængelse af opdagelsen af den senere udnævnelse modtaget en redegørelse fra Kenneth Rokison, som ifølge højesteret bevirkede, at der da ikke længere forelå berettiget tvivl om hans upartiskhed.

Det må anses, at denne afgørelse ikke er væsensforskellig fra den regulering, som følger af IBA's guidelines, jf. dennes orange list.

Voldgiftsinstitutternes markante deltagelse vidner om en stærk interesse i at bevare respekten for og anerkendelse af engelsk voldgift som den foretrukne voldgiftsløsning i internationale handelsforhold, hvad enten den er institutionel eller ad hoc. I lyset af det forstående Brexit er dette muligvis mere nødvendigt end nogensinde.

Carsten Tolderlund, adv. (L)